Kære J,
”Jeg bad ham om at gøre det. Jeg var bare ikke glad. Hver gang jeg prøvede at tale med dig, ville du aldrig sende mig en sms. Alle så, at jeg ikke var glad, og da jeg prøvede at tale med dig om, at jeg ikke var glad, sprængte du mig af. Jeg prøvede at tale med dig hele tiden. Undskyld - den ene gang jeg fik tale med dig, ville jeg ikke kæmpe. Hvis du vil være venner, kan vi prøve det et stykke tid. Jeg er ligeglad. Jeg elsker dig ikke. Jeg vil ikke være sammen med dig. ”
Det er den sidste kamp, vi havde. Da jeg så dig bagefter, på en fodboldkamp i oktober, sagde du kun, ”Åh. Ja. ” da du gik forbi mig med dine venner. Jeg ville stoppe dig. Jeg ville slå dig. Jeg ville gerne gøre så mange ting mod dig, men det gjorde jeg ikke. Hvorfor? For i sidste ende er du ikke det værd.
Så efterlod det mig det værd? Gik væk fra den ene kvinde, der var villig til at blive ved din side, gifte dig med dit skøre selv og have dine børn det værd? Jeg ved stadig ikke nøjagtigt, hvad der gik igennem dig den dag.
KærlighedDette er mit sidste brev til dig
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg gjorde det, men så husker jeg, hvor bedre jeg har det nu. Jeg er femogfyrre minutter væk fra dig og det drama, du skaber. Jeg behøver ikke bekymre mig om, hvis du vil overdosere eller dø af alkoholforgiftning. Jeg sover godt om natten, vel vidende at det ikke længere er mit problem at bekymre mig om at få det telefonopkald. Og jeg ved, hvor grusom det ser ud, men jeg fortjener så meget bedre end det.
Hvis der kommer et tidspunkt, hvor du vil mødes, afviser jeg venligt. Jeg behøver ikke gå baglæns. Du vil altid være en af mine første kærligheder, og for det er jeg taknemmelig. Du brød dog mit hjerte mange gange, og jeg fortjener ikke den slags behandling. Jeg vil altid elske dig for den rødhalsede idiot, du er, men jeg kan ikke elske dig mere. Jeg har brug for stabilitet og nogen med hovedet på skuldrene. Du bliver aldrig den person. Jeg elsker dig, men jeg kan ikke elske dig mere.
af Marissa Hall