Hvis du savner ham, og du ved, at du ikke burde det, skal du læse dette

Alligevel savner jeg ham, stadig vandrer han rundt bag i sindet som en ubuden gæst, og jeg kan ikke hjælpe mig selv. Det er fint, når jeg er vågen.

Det er lettere om dagen, men når natten kommer, når jeg overlades til mine egne tankers nåde, før jeg går i seng, springer han ind og der er ingen måde jeg kan jage ham væk.

Der er ingen måde at lukke mit sind ned og finde den lille del af fred uden ham, som jeg længes så hårdt af.

Så mange gange har jeg set en fuldstændig fremmed på gaden, og farven på hans skjorte mindede mig om farven på hans øjne.

Du savner ham ikke - du savner følelsen af ​​at være forelsket

Duften af ​​en uskyldig fremmed kaster mig tilbage til de dage, hvor vi var glade. Alt dette får mig til at tænke. Alt dette får mig til at have lyst til fortiden.

Jeg bruger mine dage bare for at glemme ham.

Jeg gør alle mulige ting bare for ikke at huske hans ansigt, hans lugt, hans gåtur eller hans snak. Jeg gør alt for bare ikke at savne ham, fordi jeg ved, at jeg ikke skulle.

Jeg ved, at jeg ikke burde, men på en eller anden måde kan jeg ikke.

Til manden, jeg ikke burde savne

Og det giver virkelig ingen mening. Jeg burde hader ham. Jeg burde hader selve tanken om ham, hans tilstedeværelse, hans alt.

Og alligevel er han altid der bagest i mit sind og venter på, at jeg lægger mine mure ned og lader ham komme ind i mine tanker.

Ingen får det virkelig. Ingen ved, hvordan jeg har det. Jeg kan bare ikke lade nogen vide det. Efter alt hvad han har gjort mod mig, har jeg ingen ret til at savne ham, kun en skør person ville gøre det, og alligevel gør jeg det. Så jeg holder munden lukket og gør ondt alene.

Jeg er nødt til at holde det for mig selv. Jeg er nødt til at forblive stille og gå igennem denne smerte ved ikke at have ham helt for mig selv mere.

Jeg ved, det er svært nu at give slip på ham. Jeg ved, at intet nogensinde forsvinder natten over, men jeg får ikke kun én ting.

Den rationelle del af mig råber hele tiden for at glemme ham. Det bliver ved med at minde mig om, hvilke forfærdelige ting han gjorde mod mig. Det fortæller mig vedvarende, at han aldrig ændrede sig, selv efter så mange chancer, og at det denne gang ikke ville være anderledes.

Til manden, jeg ikke burde savne

Men den følelsesmæssige del af mig, den 'sindssyge' del, bringer ham stadig tilbage. Det viser vedvarende blink i hans smilende ansigt. Det fremkalder fortsat empati og kræver ham tilbage, selvom det ikke burde.

Sandheden er, at jeg kun husker alle de gode ting.

Jeg husker, hvordan han fik mig til at grine så hårdt, at min mave ville gøre ondt. Jeg husker, hvordan han gjorde sig fuldstændig nar af bare for at bringe et lille smil i mit ansigt.

Jeg husker alle de vanvittige ting, vi gjorde sammen, hvor glade vi var uden pleje i verden uden bekymring i verden.

Vi troede, at kærlighed var så enkel. Der var problemer, og vi valgte at ignorere dem. Vi lod som om der ikke skete noget, før de fortsatte med at komme tilbage, og en gang var det for meget.

Alle de ting, vi fortsatte med at børste under tæppet, skjulte vi os, kom tilbage og ramte os i vores ansigter. Der var ingen hoppende tilbage fra det.

Den ene dag havde jeg ham, og den næste var han fuldstændig fremmed. Han var væk.

Og jeg kan ikke tvinge mig selv til at glemme ham. Jeg kan ikke stoppe med at savne ham. Og jeg ved, at jeg skulle.

Under det hele ved jeg, at han ikke fortjener at blive savnet. Jeg ved, at jeg er en fuldstændig idiot for at sidde fast i de glade minder, vi havde sammen. Jeg ved, at jeg er den eneste.

Mens jeg ruller rundt i min seng om natten og prøver at sparke ham ud af mine tanker, ved jeg, at han sover helt stille.

Jeg ved, at han ikke savner mig, og at han ikke tænker på mig.

Så er jeg sur på mig selv. Jeg er sur, fordi jeg sidder fast på ham, og han lod mig gå for længe siden.

Han var den, der kaldte det afsluttes med os. Han var den, der ikke længere ville kæmpe.

Jeg ville have os til at arbejde, men han var ligeglad med at prøve.

Jeg fortsatte med at give ham tid og plads til at vende tingene om, men han så det ikke sådan. Jeg var vel bare noget afslappet, han stødte på undervejs, og jeg troede, vi ville vare meget længere.

jeg tog fejl.

Men du ved hvad jeg har lært?

Jeg vil hellere savne ham, som jeg husker ham. Jeg vil hellere savne de gode sider ved ham.

Så jeg ved, at det er bedst, fordi jeg ved, at jeg ville være elendig, hvis vi havde været sammen.

Så jeg vil hellere savne ham end at være sammen med ham.