Sandheden er, hun er endelig savnet dig

Hun troede, at hun aldrig ville vinde denne kamp. Det var udmattende, og det varede for evigt.

Du ved, nogle glade øjeblikke går i et hjerteslag, men når du gør ondt, ser det ud til at det tager en evighed.

Sådan følte hun sig. Hendes minutter blev timer med uudholdelige smerter. Hendes hjerte føltes som om det var blevet stukket med en isplukker og frosset for evigt.

Hun troede, hun aldrig ville føle kærlighed igen. Hun troede, at den mørke sky over hovedet aldrig ville forsvinde.

Du er ikke skør for at savne nogen, der ikke er din

Hun troede, at hun sad fast i et spor, hvorfra der ikke var nogen udvej.

Hendes rejse var lang og smertefuld, men til sidst klarede hun den. Og hun klarede det, da hun endelig gav op.

Hun gav op med at prøve at vende tiden tilbage. Hun indså, at fortiden skulle forblive, hvor den hørte hjemme.

Hun besluttede at forlade sine dæmoner og gå videre med sit liv. Hun besluttede, at du ikke betød noget for hende. Ikke mere.

Hun gav op med at hade dig. Hun ved, at det er din skyld for at sætte hende igennem helvede, hun boede i. Hun indså, at det var din skyld, hun mistede sit smukke jeg i et giftigt forhold.

Til manden, jeg ikke burde savne

Hun indså, at du manipulerede hende, fordi du ikke vidste bedre. Og i begyndelsen hadede hun dig for det.

Hun hadede hver eneste fiber af dit væsen. Men da hun endelig lod dig gå, brød hun sig fri fra dig.

Hun gav op med at irritere sig. Selvom din historie ikke havde en lykkelig afslutning, betyder det ikke, at den var ulykkelig fra starten.

Nej, hun havde mange gode øjeblikke med dig og desværre holdt hun fast på dem, da du brød op. Så hun savnede dig. Hun ville have dig tilbage, fordi hun troede, du kunne ændre, at du kunne gå tilbage til at være den samme person, som du var, da hun mødte dig.

Men dybt nede vidste hun, at det ikke ville ske, så hun vrede sig i lang tid for at ville være sammen med dig på trods af at vide, at det var dårligt for hende.

Til manden, jeg ikke burde savne

Endelig vågnede hun op af sin drøm, og hun holdt op med at hade sig selv og hun holdt op med at savne dig.

Men det var ikke let hele tiden. Heartbreaks er sådan. Du tror, ​​du vil være okay om en dag eller to.

Du tror, ​​du kan erobre det hele. Mere vigtigt er det, at du beslutter, at du kommer over det, og du overbeviser dig selv om, at du har det godt, men det er du ikke.

Du kommer ikke til at have det godt i lang tid.

Det hele starter med vrede, efter at han har forladt dig. Så går du videre til 'fuck you' fasen.

Men den fase er ikke konsistent. Det ene øjeblik er du ligeglad, og han er den sidste ting i dit sind, men det næste finder du dig selv at se på billederne af jer to, græde dit hjerte ud, med tårer, der føles tunge, da stål ruller ned over kinderne.

Det handler om at overleve. Det handler om at holde sig sund. Det handler om at helbrede og glemme, for i sidste ende helbreder du, du tilgiver, og du går videre med dit liv.

Det er bare, at når dit hjerte går i stykker, har du lyst til at blive sådan for evigt. Du har lyst til, at dit liv ikke er værd at leve.

Men når det hele går forbi, virker tingene ikke så blå som de gjorde dengang.

Ser du, denne pige indså, at hun er nødt til at give sit liv endnu en chance. Hun indså, at tiden heler hvert sår.

Hun indså, at alt vil være væk en dag. Hun vil ikke savne ham, og hun vil ikke hade ham.

Det er, hvad der skete. Hun var smart nok til at give sig selv en chance for at helbrede. Hun var smart nok til at lade tiden arbejde i sin fordel.

Hun indså, at hun ikke kan løbe væk fra smerte. Jo hurtigere hun føler det, jo hurtigere går det.

Du skal føle smerte, og du skal lære lektionen, ellers sidder du fast i tiden, en meget smertefuld tid. Du sidder fast inde i dine fire vægge og kvæler dine egne tårer, og det føles som en evighed.

Du er nødt til at gøre ondt, og dit hjerte skal blø, mens sårene stadig er friske. Tænk over det.

Når du klipper dig selv, bløder du, og det gør ondt. Men efterhånden som tiden går, gør det mindre ondt, og såret heler. Det skal det. Det er en naturlov.

Og selvom alt dette måske lyder lidt osteagtigt, er det sandt. Efter et stykke tid ser du ikke på billederne af jer to sammen, og dine tårer føles ikke tunge som stål.

Tanken om ham gør dig ikke længere syg. Det er sandt.

Du holder op med at savne ham.